En vandrer forlod sin familie på Bornholm og havde to uger efter en særlig oplevelse i Spanien, som ændrede hendes liv for altid. Og hun er langt fra alene. Vandring er blevet en ny folkesport. Jeg har snøret vandrestøvlerne og talt med eksperter for at undersøge, hvad der egentligt sker i hovedet, når vi vandrer i dage- eller ugevis. 

Af Bolette Elsøe

Jeg har fået bed bugs.

I går vågnede jeg med en kløen på mine baller og begge albuer. Kradsede og kradsede. Tjekkede i spejlet på det fælles badeværelse. Røde pletter på ryggen, benene, armene, hænderne, bagdelen, overalt. 

Halvhjertet overbeviste jeg mig selv om, at det bare er lopper eller myggestik, for har man bed bugs, på dansk: væggelus, er man forment adgang til sovesale, fordi det spreder sig som klamydia i Sunny Beach. 

I dag er endnu en tidlig start på caminoen, mens det stadig er koldt og mørkt. Susende biler er centimeter fra at påkøre mig i den halvstore by Redondela, hvor jeg har overnattet. Udsigten er store veje, beton, fabrikker og industri. Ikke ligefrem inspirerende. 

Heldigvis åbner landskabet sig, og efter et par timer befinder jeg mig midt i et idyllisk glansbillede af træer, grusstier, bakker og en middelalderlandsby med små, snoede gader og de mindste huse i sten. To spanske kvinder står og vender verdenssituationen på gaden i landsbyen, hvor tiden lader til at stå stille. Den ene fejer ude foran sin dør, mens den anden står på sit trappetrin. På alle vandrette overflader omkring hende pynter hundredvis af røde og lyserøde blomsterkasser og krukker. Af den smule spansk jeg kan, forstår jeg, at de taler om hendes mand, hendes forældre og noget med ægteskab. De hilser højlydt på naboer og bekendte, der passerer forbi. 

Med en kold sodavand og en muffin sætter jeg mig på en trappe og kigger ud på den maleriske by. Ti røde striber på mine lægge får en vandrende amerikansk kvinde til at tilbyde noget ”ointment” – salve mod kløe.

Solen varmer min hud, cikaderne synger, og jeg kan lugte varmen og de mange blomster og planter, der minder mig om mit krydderiskab derhjemme. 

Hvor er det rart bare at være til stede. At opleve verden omkring mig, som den glider forbi. Uden at blive afbrudt af en endeløs plingen med e-mails, sociale medier, notifikationer om nyheder, om jordskælv i Afghanistan, krig i Israel, en død havbund eller Mette Frederiksen, der vil have os til at arbejde mere for velfærdsstatens skyld. Puha. 

Normalt har jeg tusinde aftaler. En fuld kalender. Og tanker om job, karriere og økonomi, men ikke her. Her er der vitterligt ikke andet at overveje end at tage et skridt efter det andet, hvad skal jeg have at spise, og om jeg får nok at drikke. End ikke ruten behøver jeg at overveje, for skilte og mennesker viser vejen. Jeg tænker over, hvor ofte jeg i Danmark har siddet og kigget ud over naturen uden tanker, uden planer, uden en mobil, men bare ro. Det kan nok tælles på en hånd.

Jeg er taget afsted til Portugal for at gå de sidste 119 kilometer af Camino Portugués, en af de mange vandreruter, der slutter i den hellige by Santiago de Compostela i Spanien. Ruterne bliver i daglig tale kaldt Camino de Santiago eller caminoen, selvom det egentlig er misvisende, da der er et helt netværk af ruter at vælge mellem, som starter i Frankrig, Portugal, Spanien, eller mange andre steder. I middelalderen tog katolikker nemlig afsted fra deres egne hjem og drog mod katedralen i Santiago de Compostela, hvor apostlen Sankt Jakob ligger begravet. I dag tager størstedelen af de mere end 300.000 årlige pilgrimsvandrere ikke afsted på grund af religion, men for spiritualitet, natur og udfordringer. Den mest populære rute: Camino Frances, er 680 kilometer lang og tager omkring en måned at gennemføre. 

Gennem venner og familie, bekendte, fjernsynet og sociale medier har jeg ofte hørt om folk, der er bidt af vandring og som tager afsted i ugevis. Men hvad er al den hype omkring? Hvorfor gør vandring tilsyneladende så meget godt for folk, selvom de aser og maser, sveder og får skader og vabler gennem flere uger? Hænger det sammen med, at stress er blevet en folkesygdom, og at vi bruger flere timer hver dag foran computeren eller med en mobil i hånden, og at flere unge og voksne mistrives?

Det har jeg sat mig for at undersøge. Først ved at snøre vandrestøvlerne og senere gennem samtaler med garvede vandrere og eksperter. 

Senere den dag sætter jeg mig på en café. Det er tredjedagen, og de indtil videre 41 kilometer begynder at kunne mærkes. ”Må jeg sidde her?”, spørger en mand, inden han slår sig ned i stolen foran mig. Det er 55-årige Andreas fra Hamborg, der rejser alene. Indtil for et par år siden havde han en stresset hverdag med sit eget konsulentbureau, som han besluttede sig for at sælge til Ernst & Young. Nu er han her for at finde ud af, hvad hans næste karriereskridt skal være. Han fortæller, at han inden caminoen rejste med sin familie i Asien, men at det at vandre alene giver ham bedre tid til at tænke og sætte alting i perspektiv. 

“I dag gik jeg gennem små snirklede gader med stengærder, og det fik mig til at tænke på Ringenes Herre og Hobbitten. Så det gik jeg og tænkte på i to timer,” fortæller han med et smil. 

Alt er dog ikke eventyr, cafébesøg og lutter lagkage. 

For et par år siden fandt hans kone ham en aften liggende på køkkengulvet, uden at han kunne bevæge sig. To ambulancer måtte komme og hente ham, for han havde brug for en særlig båre, der ikke pressede de forkerte steder på hans rygsøjle, som var kollapset. Siden har han været i genoptræning for igen at kunne komme til at gå og spille tennis, og vandreturen er derfor også en fysisk udfordring for at se, hvad hans krop nu kan holde til. 

“En af øvelserne var at gå med en rygsæk på som denne,” siger han og peger på sin store tunge rygsæk, der er omkring dobbelt så stor som min, der vejer syv kilo, hvilket jeg synes er rigeligt.  

“Men dengang var den bare helt tom.”

Jeg møder ham igen næste dag, efter en lang og opslidende dag, hvor mine hofter og ben driller, og det eneste, der holder mig i gang, er udsigten til en stor chokoladeis efter dagens etape.

Andreas fortæller, at han efterlod al unødvendigt tøj og bagage i sit hotelværelse og ikke længere fragter vand i sin rygsæk, fordi hans ryg er begyndt at gøre ondt. Han tager sig til lænden. Det irriterer ham, nu hvor han er så tæt på mål. Han startede ruten i Porto og har altså gået 140 kilometer mere end mig, som startede i byen Tui på grænsen mellem Portugal og Spanien. 

“Du har ikke lyst til at gå sammen med mig mere. Nu går jeg som en skildpadde og holder flere pauser,” siger han, mens han strækker sin nakke mod højre. Jeg smiler. 

En folkesport med fart på

Der er Caminoen i Spanien, som ender i den hellige by Santiago de Compostela. En historisk destination, der har haft pilgrimme og dybt religiøse besøgende i mere end tusinde år. 

Og så er der Camønoen, Kaninoen, Camino Haderslev Næs, Amarminoen, Krominoen, Kalk Kaminoen, Camino Frøs Herred, og et hav af andre vandreruter her i Danmark. Selv skuespillerne Danica Curcic og Lars Brygmann gør vandring hot i den danske komedie ”Camino”, hvor far og datter begiver sig ud på en udfordrende 11-dages vandretur.

Vandring har spredt sig til en folkesport.

Særligt under corona-pandemien, hvor vi alle blev spærret inde mellem fire vægge med online undervisning, online vinsmagning, online banko, online møder, online lægebesøg og online kontakt med venner og familie, søgte vi ud i naturen. I 2016 tog en fjerdedel af danskerne på gå- og vandreture. Den andel var tredoblet til 72 pct. i 2020, viser en undersøgelse af Idrættens Analyseinstitut. 

Og selvom coronarestriktionerne for længst – heldigvis – er forsvundet, og vi igen kan bevæge os frit, så er vandring stadig populært.

Hos Dansk Vandrelaug har man de seneste år, også før corona, set en stigning i antallet af medlemmer og deltagere på deres vandreture, og foreningens udbud af arrangementer er ligeledes steget. I 2016 havde de 9.650 medlemmer, i 2020 – under pandemien – var der 10.720 medlemmer, og sidste år var det faldet en smule til 10.140. Til gengæld er antallet af arrangementer i samme periode steget med 32 pct. 

Kigger man på tallene for caminoen, er udviklingen den samme. I 2016 fuldførte 254.000 caminoen til fods. Året før corona, i 2019, var det tal steget med 29 pct. Og populariteten fortsætter. Sidste år kom 438.000 vandrere i mål, og frem til midt november i år har knap 400.000 nået Santiago de Compostela til fods.

Steen Kobberø-Hansen, landsformand i Dansk Vandrelaug fortæller, at danskerne under corona-pandemien fik smag for vandring, og at der er langt flere, der i dag selv organiserer vandreture gennem sociale medier og i Facebook-grupper. Derfor er stigningen markant større end, hvad der skinner igennem i foreningens statistik. 

”Friluftsrådets organisation og Naturstyrelsen har tællere, og de melder tilbage, at det er tydeligt at se, at der er flere folk i naturen nu. For eksempel er Naturstyrelsens sheltere langt mere bookede nu end tidligere.”

Jeg spørger ham, hvorfor han tror, at der er flere og flere, der begynder at vandre. 

”Det er travlheden. Folk bliver mere og mere travle,” siger han. 

Andelen af voksne danskere, der har en høj stress-score er steget fra 21 pct. i 2013 til 29 pct. i 2021, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. 

”Mange benytter muligheden, når solen skinner, til at komme ud og få frisket hjernen, som en lynafleder for den travle hverdag, hvor du i stedet kan koncentrere dig om det, du er i: nyde naturen, udsigten og fuglene.”

Udover det mentale aspekt, fortæller han, at mange også bruger vandring som en motionsform, fordi der er mindre risiko for en brækket arm eller forstuvet ankel i forhold til andre sportsgrene. Det er også populært at vandre i små grupper på grund af det sociale element.  

Og som jeg selv opdagede det på grusstierne i Spanien, så er vandring for alle, siger landsformanden: ”tynde, tykke, trænede, utrænede, unge, gamle, mænd, kvinder, på tværs af uddannelser og indkomst.”

Hvornår bliver en gåtur til en vandretur? Der er ikke nogen fast definition på det. I gamle dage brugte folk de to udtryk i ét væk, men i dag mener de fleste, at en vandretur er en længere tur uden at kunne sætte et fast kilometertal på. Landsformand for Dansk Vandrelaug Steen Kobberø-Hansen mener selv, at korte vandreture er mindst 10 kilometer lange, mens længere vandreture indebærer en rygsæk og flere overnatninger.

”Når man lever sit liv, kan man godt blive i tvivl om, hvad man er værd.”

Jeg vil gerne tale med en af de danskere, der er helt tosset med at vandre langt og som har haft en livsomvæltende vandretur. Derfor har jeg gennem Facebook-gruppen ”Camino for begyndere,” fundet 37-årige Iben Busch. 

Det her er fortællingen om Iben, der på en 500 kilometer lang vandretur på den franske Camino mødte en nonne, en irer og en flok sydkoreanere og fandt ud af, at hun skulle indrette sit liv på en helt ny måde.

I slutningen af juli tog Iben afsted på tre ugers vandring. Alene.

Hun efterlod sin hverdag på Bornholm som alenemor til tre børn på 14, 10 og 8 år. En hverdag, der indtil nu gik op i en højere enhed på grund af arbejdet i København, der havde tilladt hende fleksibilitet til at arbejde hjemmefra. En perfekt løsning, når Iben skulle tage børnene til lægen eller deltage i møder og interviews som lokalpolitiker. Men den hverdag var netop blevet kastet op i luften, da virksomheden, hun arbejdede for, gik konkurs. 

”Jeg tænkte, hvordan jeg skulle få det hele til at passe sammen? Det er lidt af et puslespil at få til at gå op, når man er alenemor, lokalpolitiker og arbejder fuldtid.”

Hun havde brug for en tænkepause.

Iben har altid været glad for at vandre, nogle dage op til 50 kilometer på en dag. Mest for motionens skyld, men da mosteren nævnte caminoen, vidste hun med det samme, at det var dét, hun skulle for at samle tankerne, mens hendes børn var på sommerferie hos faren. 

Kun med en flybillet tog hun afsted.

Det var ikke kun støvlerne, der fik frit løb de næste 21 dage. Også tankerne vandrede til de fjerneste afkroge. 

”Det hele kom op at vende en smule. Det var ikke kun jobmæssigt,” fortæller Iben. 

”Jeg var 37 år og på jobjagt, og når man står i den situation, er det vanskeligt at se, hvad man skal. Jeg overvejede, om jeg skulle finde et job, hvor jeg bare gik på arbejde og holdt helt fokus på familien. Eller skulle jeg gøre noget, jeg brændte for? Lige pludselig var der mange muligheder, men man har også hurtig en tendens til at se begrænsningerne.”  

Hun holder en kort pause.

Hvad havde du mere brug for at tænke over udover job og karriere?

”Det var også i forhold til mit familieliv. Det med at være alene med tre børn. Jeg havde haft så travlt, at jeg ikke havde fokus på, om jeg ville ud at finde kærligheden. Det lyder måske banalt, men hvis jeg ikke havde tid til at gå på nogle dates og være åben over for, at det kunne være en mulighed, så kom det jo i hvert fald ikke til at ske.”

Jeg hører et dybtfølt ønske gennem telefonen, og tænker på, hvordan jeg også selv blev mere opmærksom på, hvor vigtig familie og venner egentlig er i mit liv, da jeg gik de mange kilometer i eget selskab. 

”Jeg havde brug for at finde ud af, om jeg havde lyst til at blive en familie med far, mor og børn igen.”

Jeg spørger hende, hvad det gav hende at gå 25-40 kilometer om dagen. Til sammenligning går en dansker i gennemsnit 8.300 skridt om dagen, hvilket svarer til en distance på omkring 5,5 kilometer.

Iben fortæller, at hun på turen levede det ”enormt simple liv”. Hun stod op, pakkede sin rygsæk og listede ud af vandrehjemmet – ofte så tidligt at hun var alene og gik under stjernehimlen med udsigt til åbne marker og en ”helt fantastisk ro.” Når hun nåede frem, vaskede hun sit tøj og slappede af, spiste aftensmad og gik seng. 

”Det var dét,” konkluderer Iben. 

”Man kunne være i det uden nødvendigvis at skulle være noget for andre. Det var en frihed og en anden måde at være i livet på. Det meget hæsblæsende liv, som de fleste af os lever til hverdag, måske uden at tænke over det, fordi vi bare er vant til, at sådan er livet, sådan behøver det faktisk ikke at være. Det var fedt at mærke, at livet også kan være simpelt.”

Jeg nikker genkendende, selvom hun ikke kan se mig gennem telefonen. 

”Det er svært at sætte ord på, men man mærker livet på en anden måde, når man går, fordi der ikke er så meget, der distraherer og fylder.” 

Hvordan kunne du bruge de tanker og observationer, du gjorde dig under din vandretur?  

”Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at blive herre over mit eget liv igen. Og træffe de valg, der skulle til for at have de rigtige prioriteringer. Det krævede et tænkerum at finde frem til, hvor meget min familie og nære venner egentlig betyder for mig, og at jeg skal huske at prioritere dem – også når hverdagen går stærkt. For hvad er det, man savner? Det er ikke sociale medier eller jobbet. Det er familie og venner.”

På den lange vandretur var der særligt en episode, som gjorde indtryk på Iben. 

Hun gik på Meseta-sletten – en lang øde, kedelig strækning, som mange springer over, fordi ruten bare går ligeud ad en grusvej i bagende hede. En etape, der trækker tænder ud, og som for nogle resulterer i hedeslag og dehydrering. I værste tilfælde: død. 

For Iben var turen ”ufattelig smuk.”

På et tidspunkt gik hun forkert, opdagede det og vendte tilbage til stien igen, hvor hun mødte en irsk fyr. De talte sammen og så en flok sydkoreanere udenfor et kapel. Iben og ireren havde allerede gået forbi stribevis af kirker og kapeller og overvejede derfor, om de skulle stoppe op eller forsætte. Iben ville gerne videre, men ireren var nysgerrig. 

Så Iben smed den tunge rygsæk, da en lille ældre nonne, der må have været over de 80 år, gik hen til hende og tilbød et stempel til Compostela-passet, et dokument, der beviser, at man har gået caminoens sidste 100 kilometer. 

Nonnen tog så fat i begge Ibens hænder, og bad en pilgrimsbøn og velsignede hende. Til sidst rakte hun en halskæde med en lille medaljon hen mod Iben. 

Dér begyndte Iben at græde, hvilket fik nonnen til at gengælde med et dybtfølt kram. 

”Jeg blev helt ramt af hendes varme og imødekommenhed. Hun tager imod mennesker fra hele verdenen. Når vi går, så er vi alle sammen bare mennesker, uanset hvad vi har med i bagagen. Vi er alle velkomne. Den følelse af at være ligeværdig, elsket og velkommen, den ramte mig rigtig, rigtig hårdt,” fortæller hun.

Det lyder som en virkelig fin oplevelse. Hvorfor tror du, at det ramte dig på den måde? 

”Når man lever sit liv, kan man godt blive i tvivl om, hvad man er værd. Og måske især, når man står midt i livet og ikke har et arbejde og er alene med sine børn og alle de livsomstændigheder, man er blevet ramt af. Hvad er man så værd som menneske, hvis man piller alt andet fra? Jeg følte, at jeg hørte til og var okay, som jeg er. Det var en fantastisk følelse.” 

Jeg spørger Iben, hvad hun har fået ud af turen, og om den fik hende til at gøre noget anderledes, da hun vendte retur til hverdagen.  

Hun svarer, at hun gerne vil hjælpe folk omkring sig mere, også selvom hun har travlt. Derfor har hun blandt andet efterfølgende besluttet at starte selvstændig virksomhed som konsulent i digital markedsføring. 

”Det kan lyde lidt omvendt, men nu kan jeg planlægge min tid og tage ting ud af kalenderen og gøre de ting, der var svære for mig før. Og så har jeg omlagt min økonomi. Jeg joker med mine børn om, at de får hjemmestrikkede sokker i julegave. Jeg har skåret nogle ting væk, som man sagtens kan leve uden, så som Disney Plus-abonnementet og mit fitness-medlemskab. Jeg vil egentlig hellere have lidt råderum i min kalender og min økonomi.”

Jeg undrer mig over, hvordan en lang gåtur kan have så stor indflydelse på Ibens valg i livet, og spørger hende, hvorfor hun ikke i stedet gik til en psykolog, en coach eller begyndte at meditere for at finde ud af, hvad hun skulle gøre i livet?

Hun fortæller, at hun altid har brugt lange gåture til at finde ro og rydde tankerne. 

”Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke har fået stress med tre børn, fuldtidsjob og som lokalpolitiker. Men jeg er helt sikker på, at det har været min redning, at jeg har gået og fået et frirum.”

Og hun er ikke i tvivl om, at vandreturen til Spanien var en tiltrængt ”livsomvæltning”. 

”Jeg fik et distraktionsfrit pusterum fra livet. En mulighed for at slå bremserne i og kigge mig omkring og få indblik og overblik, hvilket er umuligt, hvis man er helt fyldt op. Det med at stoppe op, det tror jeg er nødvendigt, hvis man sidder fast i det, som jeg måske gjorde.”

Vi lægger begge på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er noget videnskabeligt, der kan forklare, hvorfor både Iben og Andreas bruger vandreture til at overveje deres liv, deres beslutninger, og hvad deres næste skridt skal være.

Mødet med psykologen: Vandring er et åbent landskab, både geografisk og mentalt

Det er femtedagen på min seks-dages vandretur. Datoen viser onsdag den 11. oktober, men dagene begynder efterhånden at flyde sammen. Jeg skal vandre fra byen Caldas de Reis til Padrón. En tur på 18 kilometer. Da jeg har gået bare en time, arbejder min hjerne imod mig. Det er hårdt, trivielt og repetitivt at gå endnu en dag. Hvordan kan nogle klare at gå i månedsvis?! Mest af alt har jeg lyst til en dag hjemme i lejligheden i København: smække benene op i sofaen, gemme mig under dynen med noget underholdning i fjernsynet og min kæreste, der varter mig op med en lille bolle med ost og en cafelatte med havremælk. Jeg savner ham, min behagelige lejlighed, en at dele oplevelsen med, og rent tøj. 

Men TV-hyggen må vente. Jeg har i dag fortsat 15 kilometer foran mig. 

Jeg går forbi en katolsk kirkegård i den lille lokale by Pontecesures. Bentøjet og humøret er blevet noget bedre efter dagens første pause, der bød på en ostesandwich med udsigt til citrontræer, gamle fincas og bakketoppe. 

Noget får mig til at stoppe op og lure hen over stengærdet. Her står rækker af store gravstene, mure med plads til urner og enkelte gravkapeller: José, María, Álvaro, Carlos. 

En ældre kvinde med kort, gråt, krøllet hår og en forklæde-lignende husmoderkjole går pukkelrygget hen til en grav og placerer nænsomt en buket hvide, friske blomster i en stålvase. Hun retter på vasen og arrangerer blomsterne med langsomme, sirlige bevægelser, så de står helt korrekt. Hun retter ryggen ud, kigger duknakket fremad med hænderne samlet foran sig, og venter et par minutter, før hun fortsætter sin dag. Rundt om hende står der til min forundring friske blomster på samtlige gravpladser i alverdens farver: røde, gule, hvide, lyserøde, orange, lilla. 

I min øjenkrog presser en tåre sig på. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi det var så fint, fordi jeg kom til at tænke på, at min mor og far, og jeg selv engang skal dø, fordi jeg spekulerer på, om hun måske har mistet sin mand, sit barn, eller måske er det bare fordi, jeg er træt, går her helt alene med kun mig selv og mine tanker. Jeg ved det ikke. Men det var i hvert fald smukt. “Så, stop med at græde!”, siger jeg til mig selv og ryster på hovedet. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på kirkegården med våde øjne de næste fem kilometer indtil dagens endestation.

Jeg undrer mig over, hvorfor jeg fik så stærk en oplevelse. Det er sjældent, at jeg bliver rørt i det offentlige rum – og slet ikke, når der er folk omkring mig.

Derfor spørger jeg psykolog Martin Riis Mau, der har skrevet en ph.d.-afhandling om vandring, hvad det var, der ramte mig der midt på ruten. 

Han starter med at forsikre mig om, at den slags oplevelse er helt normal. 

”Det lyder som en erkendelse, der rammer dig umiddelbart, og som du har rum til at forfølge, fordi der ikke er andet, der har din interesse, og fordi der ikke er nogen tidsmæssig bagkant,” siger han gennem telefonen. 

”Der er bare ingenting. Ikke noget du skal. Du kan fortsætte og gå med følelsen, parkere den eller lade den fylde. Vandring giver nogle andre rammer for følelser og tanker end vores hverdagsliv,” siger han og fortæller, at følelsen sagtens kunne have ramt mig, hvis jeg havde cyklet forbi en kirkegård i København, set en smuk solnedgang eller oplevet noget rørende i Netto, mens jeg lagde varerne op på båndet – som en lille parentes, et lille afbræk i hverdagen. Men så bliver det ved det, fordi jeg skal videre på arbejde, det bliver min tur til at betale, eller jeg er ved at blive kørt over af den kaotiske københavnske cykeltrafik. Og så bliver oplevelsen ikke til mere end dét. 

Når man vandrer derimod, fortæller Martin Riis Mau, er der ikke noget, man skal. Landskabet ligger åbent foran en. Både geografisk og mentalt.  

Han fortæller om folk, der har vandret i lyset af tab, skilsmisser, problemer på jobmarkedet, et liv, der ikke er blevet levet. Folk, der er ved overgange, som de har svært ved at håndtere. 

”Dér kan vandring være et rum for, at man går med oplevelsen og tænker over den. Eller undlader at tænke over det, men bare har følelsen og satser på, at brikkerne falder en lille smule på plads ved, at man har tiden til at fordøje det uden hele tiden at blive distraheret,” siger psykologen. 

Han fremhæver, at lange vandreture ikke altid er positive og opløftende, men til tider også kan være hårde mentalt afhængigt af, hvad man kommer med i bagagen. 

Jeg spørger Martin Riis Mau, om han selv vandrer. 

”Nej, det gør jeg faktisk overhovedet ikke.” 

Men han er bidt af en faglig interesse og nysgerrighed og synes, det er spændende, hvordan en så simpel aktivitet som at gå, alligevel kan indeholde så mange forskellige nuancer.

Inden for den psykologiske forskning er der bred enighed om, at vandring gør noget godt for vores mentale sundhed. Det er der tre årsager til: 

For det første taler den kognitive psykologi om, at naturen positivt påvirker vores opmærksomhedsparametre som ro og stress. At være i naturen stemmer simpelthen bedre overens med vores egen natur og kognitive behov. Når vi er i naturen, kan vi bedre koncentrere os og slappe af, og stressniveauet bliver reduceret. 

Derudover er der et vigtigt element i den fysiske belastning, og at vi bevæger os, når vi vandrer. Man kommer ud for skader, man bliver træt, det er monotont og til tider kedeligt, man lever spartansk, skal forsøge at finde vej, og nogle gange farer man vild. 

Derved er vandring en styrkeprøve, som når man lykkes, giver følelsen af styrke og kontrol. Samtidig kan man opnå en flow-tilstand, hvilket sker, når der er perfekt harmoni mellem den udfordring, man står overfor, og ens evner. Når man altså bliver tilpas udfordret til, at det er svært, men samtidigt overkommeligt at nå i mål. Hvornår man rammer den tilstand, varierer fra person til person, men eftersom man nemt kan skrue på distancen og ens gåhastighed, så har alle en rimelig god mulighed for at komme i flow på vandreturen.

Særligt dette aspekt fyldte meget for Henriette, som vi skal møde senere. Hun gik over 1.100 kilometer og følte en øget råstyrke til at overkomme alle slags udfordringer, da hun kom hjem, fordi hun netop kom i mål efter mange ugers anstrengelser og skader. 

Den tredje grund til, at vandring kan være godt for vores mentale sundhed, kalder Martin Riis Mau for det ”kontemplative aspekt”: at vi på vandreturen har tid til at forholde os til os selv, vores liv, og om de beslutninger, vi har truffet gennem livet, egentlig afspejler, hvem vi er, og ønsker at være. Og de helt store eksistentielle spørgsmål kan også poppe op: Hvad er meningen med livet? Lever jeg det liv, som jeg ønsker? Hvad kommer efter livet?

Altså noget af det, som jeg oplevede en tidlig morgen, da jeg småtudede foran en katolsk kirkegård. 

Det er dette aspekt, som har haft en stor betydning under de historiske pilgrimsvandringer, som i dag er blevet mere sekulære, men som stadig indeholder spiritualitet. 

Hvorfor folk i dag tager på pilgrimsvandring, og hvad de får ud af det, er blevet undersøgt af Aarhus Universitet. I en ny rapport fra i år har forskere talt med 142 danske vandrere, der for nylig har gået Camino de Santiago. Hele tre ud af fire svarede, at de tog afsted pga. psyko-eksistentielle årsager, såsom livskriser, brug for at finde sig selv, behov for ro og afstresning, udfordre sig selv, eller at søge noget spirituelt. De resterende ville vandre på grund af vandreturen i sig selv og naturen. 

75 pct. fortæller samtidig, at deres liv ændrede sig efter vandreturen. At de blev bedre til at lytte til deres egne behov, reflekterede mere, fik bedre selvværd, eller fandt ud af, at de kunne leve et mere simpelt og minimalistisk liv ved eksempelvis at arbejde deltid eller købe færre materialistiske ting, nogle ændrede livsstil eller karriere, eller besluttede sig for at arbejde på deres ægteskab. Endelig var der en del, der efterfølgende var mere aktive og brugte naturen oftere. 

Jeg spørger Martin Riis Mau, hvorfor han tror, at vandring er en voksende tendens. 

”Mange oplever, at arbejdslivet og privatlivet skal gå hurtigt, og at man skal navigere mange forskellige forhold i sin dagligdag. Der er mange forskellige interesser, man skal varetage og hensyn, man skal opfylde. Mange oplever, at de har meget travlt. Det står vandring i skarp kontrast til. Vandring går langsomt. Der sker ikke rigtig noget, udover at man går, så der kan ske en hel masse oppe i hovedet, som er nogle processer, der sker, når man fjerner moderne distraktioner og ting, man skal forholde sig til,” svarer Martin Riis Mau.

Som en sidebemærkning pointerer han, at mange også er glade for vandring, fordi det er en motionsform, og at det jo er alment anerkendt, at det er sundt for krop og sjæl at bevæge sig.

Når vi går, sker der nemlig mange fysiologiske ting i vores hjerner, som øger den mentale sundhed. Én, der har beskæftiget sig med dette, er overlæge og professor i integrativ medicin Bente Klarlund Pedersen, som har skrevet ”Gå-bogen.”

Vores hjerner pumper nemlig en række hormoner ud i vores kroppe, som fremmer lyst, glæde og tilfredshed, når vi går. Det kan vi takke hormonerne serotonin, dopamin og noradrenalin for. 

Også antidepressiv medicin øger serotonin-niveauet, så det velvære, vi føler, når vi går en tur, skyldes muligvis den øgede serotoninkoncentration i hjernen.

Udover at være godt for vores generelle humør, så er der i videnskaben også belæg for, at regelmæssige gåture giver færre depressionssymptomer hos personer med mild depression eller personer, der har risiko for at udvikle en depression, som for eksempel kvinder i overgangsalderen, personer med livstruende sygdomme eller pårørende til disse. 

Så på med vandrestøvlerne, hvis vejret er gråt, og du er halvtrist.

Vandringens roller gennem historien: Fra stille protest mod industrialiseringen til samlende ungdomskultur

Mens jeg gik på caminoens snoede stier, forbi stenkirker, kapeller og stengærder spekulerede jeg over, om der er fællestræk mellem pilgrimsvandring og nutidens populære vandreture. Og hvornår blev vandring egentlig en motionsform?

Jeg tager fat i Daniel Henschen, ph.d. i historie og ekstern lektor på Roskilde Universitet. Han har forsket i, hvordan mennesker gennem historien har forsøgt at leve mere naturligt. 

Sammen går vi en tur gennem vandringens tidslinje i Europa, som åbenbart er gået i ring, for vandring er flere gange blevet brugt som en stille protest af det daværende samfund.  

Han starter med at fortælle, hvordan vandring adskiller sig fra en almindelig spadseretur:

”Vandring har en forudsætning om, at det at gå en lang distance tjener et formål i sig selv. At det ikke ville være det samme at transportere sig med hestevogn, bil eller andet.” 

Derfor er pilgrimsfærd, i hvert fald i den oprindelige betydning, ikke direkte en del af vandringens historie, viser det sig. Pilgrimsfærden, der startede allerede i middelalderen med trafikerede pilgrimsruter ned gennem Europa og Danmark, der dengang var katolsk, havde nemlig et meget klart formål: at gøre bod for sine synder gennem én lang, måske pinefuld vandring med besøg i kirker, kapeller, deltagelse i messer og med slutdestinationer som den hellige katedral i Santiago de Compostela.

Europas allerførste vandretur, hvor det eneste formål var at gå, fandt sted i 1300-tallet, da den italienske digter Francesco Petrarca vandrede op til toppen af et bjerg sammen med sine venner og efterfølgende beskrev turen, anstrengelserne og alle indtrykkene. 

”Men det var en enlig svale,” siger Daniel Henschen. 

Først i Romantikken i 1700-tallet opstod vandring i en form, som minder om det, vi kender i dag. Man begyndte at forholde sig til naturen på en helt ny måde. Fra at beskrive natur som ”tingenes egentlige egenskab”, begyndte man at definere naturen som det, som mennesket ikke har grebet ind i: floder, bjerge, skove, åer, vild natur. 

Det var en reaktion mod livet i de store byer, det organiserede samfund, handel og kolonialisme, og efterhånden den voksende industrialisme. Folk tænkte i stedet, at det vigtige, egentlige og rigtige var i naturen. De begyndte at se vandring som en måde at møde naturen på, og igennem den blev følelser og sanser aktiveret, og jo stærkere man var i kontakt med dem, jo bedre var ens liv. Vandring foregik jo i naturen, som man så som tilværelsens omdrejningspunkt, samtidig med at man begyndte at skubbe den etablerede religion i baggrunden. 

”Man begyndte at have noget, som minder om den måde, mange kigger på vandring i dag. Nemlig at når man er i naturen, så oplever man det sublime: Man kommer om bag tilværelsen og mærker noget dybere end bare dagligdagen”, fortæller historikeren gennem telefonens højttalere, der decideret kalder vandreturene for ”datidens modebølge”. 

Alle store forfattere, kunstnere og det bedre borgerskab generelt ville ud i naturen. Prominente herrer som Johann Wolfgang von Goethe, Laurence Sterne, Jean-Jacques Rousseau, Immanuel Kant, Friedrich Nietzsche og danske Søren Kierkegaard levede alle i Romantikken og var ivrige vandrere.

Samtidig begyndte man at få øjnene op for, at vandring er sundt for kroppen.

Fra midten af 1800-tallet blev vandring til organiseret turisme. Nu var det ikke kun de meget velhavende, der havde råd og tid til at tage på ferie. Efterhånden fik flere befolkningsgrupper mere fritid, og derved muligheden for at vandre. 

På det grundlag opstod de første vandreforeninger i Europa. 

Den næste bølge kom i starten af 1900-tallet. Her havde man det samme natursyn, men fokuserede også på vandringen som en del af det kropsligt sunde, og vandring blev en del af en ungdomskultur, hvor unge mødtes forskellige steder, lavede bål, sang vandresange, klædte sig i en bestemt form for tøj, og havde en helt særlig måde at omgås. I 1900’erne opstod spejderbevægelsen, og i Danmark voksede målgruppen for vandring sig for alvor stor, da en ny ferielov i 1930’erne endnu en gang gav mere fritid, hvilket fik flere virksomheder til at sælge vandreferier, grej og udstyr.

I 1930 stiftedes Dansk Vandrelaug og efterfølgende Herbergsringen, der fik vandrehjem til at poppe op rundt om i Danmark. 

Efter anden verdenskrig oplevede Europæerne en velstand og amerikanisering, som gjorde, at den primitive vandring mistede sin popularitet. Campingpladserne fik ikke længere besøg af vandrere, men af folk i bil og campingvogn. Vandrere udeblev fra vandrehjemmene, hvor de store fællesrum i stedet blev udskiftet til enkeltværelser som et økonomisk alternativ til hoteller. Vandrehjem blev til ”hostels”. Med penge i lommen rejste danskerne i stedet til udlandet på charterferier med all-inclusive. 

I løbet af 00’erne genopstod vandreferie som en modreaktion på de moderne, luksuriøse og overdådige charterferier og gigantiske sommerhuse på størrelse med parcelhuse. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen nylige tur i sommerhus med familien, hvor der var både pool, jacuzzi, trampolin, gulvvarme, PlayStation 4, billardbord og 60+ tommers fladskærm. Noget af et menageri i forhold til det simple liv på herberg, kuperede grusstier og syv kilos oppakning.  

”Vandreferien er i dag en reaktion mod den komplicerede, meget lidt primitive, og vil mange mene meget lidt autentiske form for ferie,” siger Daniel Henschen:

”Det at vandre er et udtryk for en vej tilbage til den autentiske måde at være uden for hverdagen på.”

Han fortæller, at stigningen i vandringens popularitet siden 00’erne og i dag er en kritik af det stressede, komplicerede samfund og den øgede digitalisering. 

Samtidig har vi oplevet en sundheds- og fitnesskultur, hvor man vægter personlig sundhed og velvære højt, tilføjer han. 

Jeg spørger ham, hvordan vandring har ændret sig gennem tiden.

”Det sjove er, at vandring altid har været en reaktion på noget. En kritik af et samfund, som man har syntes var dårligt. En kultur, som man syntes var for civiliseret, og et ønske om at vende tilbage til noget mere naturligt, mere oprindeligt. Samtidig har man fra et tidligt tidspunkt forbundet det med sundhed.”

Historikeren fortæller, at kulturen omkring vandring har ændret sig. I 1920’erne var vandring i høj grad en kollektiv og social aktivitet, der var forbundet med en meget stærk identitet, som man havde hele året. I dag er vandrekulturen mere individualiseret. 

Den romantiske vandrer tog på vandreture i naturen, men overnattede måske på et gæstgiveri og spiste store måltider og kunne samtidig leve meget civiliseret i modsætning til i dag, hvor man skal leve primitivt og autentisk. 

Vandringen gav Henriette mental styrke til at møde livets udfordringer

En, der rejser primitivt og autentisk, er Henriette Kallehauge på 55 år. Hun er uddannet jordemoder, men er i dag førtidspensionist efter, hun for 15 år siden var involveret i en trafikulykke.

Hun er helt vild med outdoorlivet.

”Da jeg blev pensionist, fandt jeg ud af, at det at være udenfor gjorde, at jeg fik ro i hovedet. Det var mentalt godt for mig at komme ud,” fortæller hun. 

Jeg har taget fat i hende, fordi hun ligesom Iben får noget mentalt ud af sine vandreture, selvom – og måske netop fordi – de er hårde og opslidende. 

I flere år passede hun sin syge mand, der var blevet handicappet og dement efter en blodprop i hjernen, og da besluttede hun sig for, at hun havde brug for noget at se frem til, når hun en dag ville få en hverdag alene. 

”Det er enormt opslidende at være pårørende til en, der bliver så syg og forsvinder for øjnene af en. Indimellem mistede jeg modet, men så tænkte jeg, at jeg skulle ud at rejse, når han ikke var her mere, for så ville jeg få friheden til det. Det gav mig noget håb.”

Derfor tog hun kort tid efter mandens død på vandreturen ”Coast to Coast” – 305 kilometer tværs over Nordengland. 

”Jeg tænkte, at det er dét, jeg gør. For at få en klarhed i hovedet.”

Gennem idylliske grønne sletter, dale og bakketoppe vandrede Henriette alene i flere uger.  

”At vandre bringer mig i en tilstand, hvor jeg bare skal fokusere på det allermest basale: at finde vej, få tag over hovedet, og noget i maven. Jeg skal ikke bekymre mig om noget som helst andet,” fortæller Henriette, der taler med mig gennem et videoopkald på mobilen. Hun sidder i en parkeret bil, mens hun venter på sin veninde, som hun har givet et lift. En gang imellem kigger hun op i bakspejlet for at orientere sig om andre biler. Hun har praktisk outdoor-tøj på, kort hår, og jeg kan nemt forestille mig hende vandre i dagevis i både regn og slud, i bakket og kuperet terræn. 

Turen var fantastisk for Henriette, der ellers blev nødt til at brække den over i to omgange med en kort pause på et par måneder i Danmark, fordi ryggen drillede. Men gennemføres, det skulle den! At hun kunne klare sådan en tur, gav hende nemlig en følelse af råstyrke. Så meget, at hun kort tid efter ville gøre det igen. 

Denne gang blev turen 835 kilometer på Camino Del Norte mod Santiago de Compostela. Da hun kom i mål, var hendes fødder slet ikke klar til at stoppe, så hun fortsatte på Fyrtårnscaminoen. I alt brugte hun to måneder på at vandre over 1.100 kilometer, hvilket svarer til at gå fra Københavns Hovedbanegård til München. 

De mange timer på landevejen blev brugt til at møde og lære fremmede mennesker at kende, men også på bare at være i tankerne. Henriette stod i en kompliceret situation i sit nære netværk, som havde tynget hende. På den måde brugte hun vandreturen som en måde at komme væk fra det hele, tænke på noget andet og få nye fysiske udfordringer. Nogle dage var hun følsom og lidt ked af det, andre dage var der succesoplevelser og glæden ved at være i naturen. 

Jeg spørger hende, hvad hun tænkte under de 30 kilometers gåtur hver dag. 

”Alting. Alt muligt. Også den der konflikt. Og min afdøde mand. Jeg førte mange samtaler med mig selv om alle aspekter af livet. Om alt, hvad der er sket i mit liv de seneste mange år.”

Men for Henriette betød vandreturene ikke, at hun ville lave markante ændringer i sit liv, når hun vendte retur. Tværtimod, blev hun opmærksom på, at tingene er, som de er. Man kan enten sætte sig ned og være ked af det. Eller man kan få det bedste ud af tingene. For hende var det på turene en succes hver dag at få mad, komme i mål, finde et sted at sove, sætte flueben ved dagens små udfordringer. Det som psykolog Martin Riis Mau kalder ”self efficacy” og flow-tilstand.

”Selv ikke da jeg blev skadet undervejs, gav jeg op. Så jeg tror, at turene gav mig en råstyrke i forhold til at kunne stå bedre imod de udfordringer, jeg nu har i mit liv. Og sige, at der er noget, jeg ikke kan gøre noget ved, mens der er andre ting, som jeg godt kan have en indflydelse på.”

Hun pointerer, at hun ikke har opnået nogen større spirituel indsigt, som mange ellers spørger hende om. I stedet er hun blevet mere robust, kan leve af kold mad, og kan bedre klare hverdagens udfordringer.

Filosoffernes vandring

Undervejs i min læsning om vandring støder jeg ofte på adskillige citater og anekdoter fra filosoffer, der på den ene eller anden måde nævner vandreturen. Jeg finder ud af, at både Rousseau, Nietzsche, Kant og Kierkegaard var bidt af at vandre. Derfor er jeg nysgerrig på, hvad filosofien siger om vandring, og hvorfor store tænkere tilsyneladende fandt inspiration og kreativitet med vandrestøvlerne på. 

Jeg har fanget Carsten Fogh Nielsen, der er ekstern lektor i filosofi på Syddansk Universitet og sammen med Folkeuniversitetet afholder filosofiske vandreture. Han beskæftiger sig med, hvordan der findes flere forskellige former for gang, og hvordan de hver især påvirker den måde, vi agerer og eksisterer i verden på. 

Ja, det lyder lidt højtflyvende – men hæng i! 

Vandring er en særlig måde at gå på, fortæller han. Når man vandrer, er det ofte ikke for at blive rask, få ro i sindet, blive sund, inspireret, opnå klarhed eller kreativitet. Den liste er årsager til, at vandring er godt for os, men ikke selve formålet, forklarer filosoffen.

”At vandre er en speciel måde at gå på, hvor formålet netop er at gå og opleve verden ved at gå. Den primære grund til at vandre er, at det giver en oplevelse af verden og ikke, at man skal nå frem til et eller andet formål ude på den anden side,” siger Carsten Fogh Nielsen.

Den franske professor i filosofi Frédéric Gros skrev i 2009 bogen Gå! – En filosofisk fodrejse, hvor han undersøger vandring. På de allerførste sider står grundessensen: 

”At vandre er ikke en sport. Det er barnemad at sætte den ene fod foran den anden. Når man mødes er der ingen resultater, ingen tal. Vandreren fortæller, hvilken vej han er gået, på hvilken sti det smukkeste landskab udfolder sig, hvilken udsigt man har fra et bestemt forbjerg. Vandring er det bedste, man har fundet på for at sætte farten ned. At vandre kræver ført og fremmest to ben. Resten er lige meget. Der er kun én præstation, som tæller, og det er intensiteten i himlens lys, landskabernes pragt.”

Jeg spørger Carsten Fogh Nielsen, hvad der sker i folk, når de tager på vandreture. 

Der sker to ting: oplevelsen af at vandre og omverdenen, og så det sociale aspekt, hvis man går i en vandreklub, en forening eller med en god ven. 

Men at gå med andre kan skygge for oplevelsen, fortæller han. Mange foretrækker at gå alene, fordi de ellers bliver afbrudt af at ”blive en del af landskabet, de går igennem, når de skal forholde sig til et andet menneske.”

”Man kommer i en form for selvforglemmelse, når man har gået længe nok. Man er i nuet og glemmer sin krop og bevæger sig bare i verden. Det er en del af tiltrækningen ved at vandre,” siger den danske filosof. 

Selv om en række store filosoffer var glade for at vandre og er citeret for adskillige vandrer-udsagn, så er fænomenet ikke særlig beskrevet inden for filosofien, siger Carsten Fogh Nielsen, der vurderer, at vandringen ofte er blevet overset, fordi det at gå er så almindeligt, at vi ikke tænker over det, før vi kommer i kørestol eller mangler et ben.

Men at de ikke beskrev fænomenet filosofisk, betyder ikke, at de ikke vandrede. Tværtimod. 

Sokrates vandrede gennem Athen og hele vejen til Piræus og snakkede ihærdigt med dem, han mødte på sin vej.

Danske Søren Kierkegaard gjorde det samme i de Københavnske stræder, hvor han spadserede i timevis og diskuterede. I sine dagbøger skrev han om sin kærlighed til vandring og behovet for at vandre for at tænke, komponere og skrive filosofiske værker.

(Citat uden for brødtekst): ”Tab for alt i verden ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.” – Søren Kierkegaard (teolog og filosof, født 1813)

Friedrich Nietzsche var en udholdende og utrættelig vandremand, der brugte vandreturene i det fri som en stor og uundværlig del af sine værker. Uden vandring, ingen tanker, ingen værker, mente han. 

(Citat uden for brødtekst): ”For at vurdere en bog, en mand eller et stykke musik er vores første refleks at spørge os selv: Kan han vandre” – Friedrich Nietzsche (filosof, født 1844)

Immanuel Kant blev kaldt ”uret fra Königsberg” på grund af hans meget skemalagte rutiner og vandreture i den lokale by, hvor han gik præcis den samme rute hver dag. Ikke for at konversere, men som en daglig vane på linje med at børste sine tænder, læse og undervise. Som en adspredelse fra arbejdet. Manden hadede at svede, så turene var afmålte og i et langsomt tempo. På den måde kunne han spise overdådige middage både før og efter. 

(Citat uden for brødtekst): ”Når man vandrer, er man ikke engang nødt til at tænke, at tænke det ene eller det andet på den ene eller anden måde. I kraft af den vedvarende og automatiske kropslige anstrengelse bliver ånden atter modtagelig. Da sker det, at tankerne kan komme til at indtrænge, finde sted.” – Immanuel Kant (tysk filosof, født 1724) 

En stor del af de store filosoffer brugte vandreturene kreativt, for de gik sig til deres bedste tanker eller havde brug for afbræk fra deres tunge og krævende studier, fortæller Carsten Fogh Nielsen. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på folkeskolelever, der skal have aktiv undervisning og mere motion i løbet af skoledagen, kontorer, der bruger walk-and-talks til at afholde møder, og Google, der har både rutsjebaner, basketballbaner og klatrevægge for at sætte gang i medarbejdernes kreativitet. 

Den store finale

119 kilometer. 179.778 skridt. Seks dage. 

Sammen med en stime af rygsække følger jeg strømmen, der tager mig til en stor plads. Jeg bliver i tvivl, om det her er katedralen eller byens rådhus, og jeg må derfor i smug åbne Google Maps. 

Den er god nok – jeg er i mål. 

Jeg smider rygsækken midt på den store plads og bruger den som nakkestøtte. I en time eller to kigger jeg op på den store kirkes krummelurer, tårne, religiøse figurer og kors, og lader solen varme mine trætte lemmer. Mine øjne bliver tunge, og jeg er en millimeter fra at falde i søvn. Benene snurrer.

De er heldigvis stoppet med at klø, og der er kun blå-brune plamager tilbage. Om det var væggelus, fandt jeg aldrig ud af. Jeg overvejer om, jeg bør smide alt mit tøj i fryseren, når jeg kommer hjem – ej, det var nok bare myggestik. 

Hvad så nu? Hvordan føles det at nå vejs ende? Jeg er ikke helt sikker. Det, der først kommer op i hovedet er, hvor træt jeg er, og at jeg kunne sove lige nu og her i et par timer. At jeg ikke gider at gå, sådan rigtigt, de næste par dage, men også at det alligevel er ret sejt klaret. Samtidig har jeg dog også svært ved at forstå dem, der kan bruge flere uger og flere hundrede kilometer på at vandre. Det springer jeg over. På én uge har jeg haft rigeligt skridt i benene og tanker i hovedet.

”Jeg har stadig gåsehud over det hele,” siger en ung mand, jeg er stødt ind i flere gange undervejs. Han har været på pladsen i fire timer og venter på sine nye vandrevenner, som sporadisk når i mål. 

Jeg åbner noten på min mobil, som jeg har skrevet undervejs:

Husk derhjemme:

• Se mindre fjernsyn – læs mere
• Lav lækker, sund mad 
• Brug mere tid med min kæreste – dates, kys og kæl hver dag ❤️
• Træn hver dag – jeg elsker at være aktiv og sund
• Mærk helt inde i maven, hvad du har allermest lyst til at lave ift. karriere
• Lad være med at bekymre dig – alt skal nok gå, og ellers finder vi en løsning. Du er god nok 💕
• Læg penge til side til rejser, opsparing og boligkøb. 

”Du gjorde det!”, råber en mand, jeg ikke kan genkende med begge tommelfingre i vejret, da jeg krydser pladsen for at hente mit Compostela-bevis på pilgrimskontoret. 

Jeg er pilgrim nummer 2.152 til at ankomme til Santiago i dag, proklamerer en skærm, da jeg stiller mig i kø til noget, der mest ligner borgerservice. 

En hånd klapper mig på skulderen.

”Tillykke, Pulet!”, siger en ældre, amerikansk kvinde med et smil fra øre til øre og et bevis i hånden. 

Inden jeg kan vende snuden mod den sidste overnatning på vandrehjem, smutter jeg forbi en souvenirbutik.

Mens jeg kigger på køleskabsmagneter, julekugler, t-shirts, og shotglas produceret i Taiwan, spiller The Proclaimers over højttaleren: 

”but I would walk 500 miles, and I would walk 500 more. Just to be the man who walks a thousand miles to fall down at your door…”

Jeg smiler, mens jeg lægger to euro på disken.